Forrige side

 

Tilbage til artikler

Det fraktale univers er "Nødvendighedens Søn", den uundgåelige effekt af et "loop i Guds sind", en reflektion af en reflektion. Hvis skabelsen ikke var der ville den del af Guds væren der er brækket af være tabt for bestandigt. Den ville ikke have noget at "fæstne sig til" og ville være ligesom et skrig i et tomt rum. I stedet for "indhylles" den i skabelsen og fordi Gud har kontrol over skabelsen kan han også, indirekte, kontrollere sin fremmedgjorte del.

 

For at bruge en analogi, kan du forestille dig at du sover og har en drøm. I analogien er du Gud og din drøm er skabelsen. I din drøm har du en krop og du befinder dig i omgivelser du kender, f.eks. det hus du voksede op i. Ligeledes møder du måske dine forældre eller andre folk du genkender. Hvem skaber huset du går rundt i? Hvem skaber de personer du snakker med i drømmen? Hvem bestemmer hvad disse personer fortæller dig? Du skaber alt dette, og samtidig er en del af din bevidsthed tilstede inden i drømmen, oplevende drømmen indefra.

 

Forestil dig nu at du i stedet for har en drøm hvor der kun er tomhed: Du har ingen krop, mund eller arm du kan nive dig i. Der er ingenting omkring dig. Kun intethed. Hvordan vil den drøm være? Få mennesker ville befinde sig godt i sådan en drøm. Skabelsen er måske et fald, en forvrængning, men den er også en meget nødvendig forvrængning. Skabelsen er den nødvendige mellemstation i Guds videre udvikling, som vi skal se.

 

Kabbalisterne refererer til skabelsen som Sitra Achra (den "Anden Side"). De ti Sefirot, som på stadie to var arrangeret i Livets Træ, er nu "ude af hak". Den nye forstyrrede arrangering af de ti Sefirot vil vi referere til som Træet til kundskab om Godt og Ondt.

I drømmeanalogien kan det sammenlignes med at drømmeren kun er til stede inden i drømmen en gang imellem. For at nå sit mål er Gud nødt til at lade en del af sig fange helt af drømmen.

I Kabbalaen er dette hvor den himmelske Fader og Moder vender ryggen til hinanden, hvorved den frie strøm af kosmisk erotisk energi afbrydes i alle verdenerne. I andre traditioner beskrives hændelsen som adskillelsen af Verdensforældrene eller udvisningen fra Edens Have, men bag symbolerne ligger der den samme besked: Skabelse af verden på bekostning af adskillelse. Ånd og stof rives fra hinanden og efterlader et ordløst skrig efter genforening i dem begge.

Tandudtrækningen er dog først lige begyndt på dette stadie. Den adskilte del af Guds væren er ikke totalt adskilt fra helheden, man kan forestille sig at den "wobler" frem og tilbage som en sæbeboble der ikke helt har sluppet navlestrengen.

Mennesket

Som vi husker, er formålet med Tzimtzum, skjuleprocessen, at give Gud en opmærksomhed på det-som-ikke-er. Hvordan opnåes dette ved at skabe et univers? Har universet eller en del af universet en opmærksomhed om det-som-ikke-er? Svaret er ja: En lille del af universet, menneskeheden, har

en opmærksomhed om det-som-ikke-er, og vi kalder denne opmærksomhed for bevidstheden. Ved

at bruge vores bevidsthed kan vi spekulere på et uendeligt antal ting som ikke eksisterer: En opdigtet samtale med en eller anden eller en lyserød elefant som maler vores hus, bare for at nævne

to eksempler. Som bevidste væsener, spiller menneskeheden en nøglerolle i fuldførelsen af Guds

videre udvikling.

 

 

De sidste tre sider er desværre endnu ikke oversat til dansk - engelsk version på denne pdf.

 

Gå til side 1, 2, 3, 4

Del I: Side 4 af 7