27. Oktober 2005Theogenesis - Kabbalah, del I
For kabbalisterne er universet ikke blot skabt af Gud, men er også en manifestation af denne Guds egen udvikling. Gud vokser og udvikler sig, ligesom vi gør det.
Tilstanden i begyndelsen beskriver kabbalisterne med symbolet Ein-Sof. Dette første stadie er en mystisk grænseløs tilstand af væren om hvilken intet kan siges, eftersom alle ord vil trække noget frem på bekostning af noget andet. Ikke desto mindre beskriver kabbalisterne tilstanden med forskellige udsagn alligevel, om ikke for andet så for at videregive en idé eller et fingerpeg om denne mystiske tilstand.
Et af udsagnene om Ein-Sof er at den er et sammenfald af alle modsætninger (Coincidentia Oppositorum), som f.eks. af godt og ondt, foroven og forneden, begyndelse og slutning, osv.. Disse begreber er ikke "kun ord", men er yderst vigtige i forsøget på at forstå Ein-Sof.
For at bruge godt og ondt som et eksempel, så eksisterer gode gerninger kun i den udstrækning at det modsatte, onde gerninger, eksisterer. Hvis, af en eller anden årsag, at de gerninger vi kalder for onde skulle ophøre med at eksistere, så ville de gerninger vi kalder for gode også ophøre med at eksistere. Begreber har brug for en baggrund for at træde frem, og jo mere tydelig baggrunden er, jo mere tydeligt fremstår begrebet, og omvendt.
Altså begrebet godt eksisterer kun på grund af dets modsætning, ondt. |
|
Modsætningerne er intimt sammenknyttet - den ene kan ikke eksistere uden den anden. Disse modsætninger eksisterede ikke på Ein-Sof stadiet. Guds uendelige lys var overalt og ingenting eksisterede, derimod eksisterede alt potentielt.
Typen af eksistens eller væren beskrives som foreningen af væren og intethed. For at illustrere denne mystiske og paradoksale tilstand, vil vi gøre noget som set med en kabbalists øjne er på grænsen til det små-uartige: Vi illustrerer tilstanden med en cirkel. Desuden vil vi bruge en analogi og sammenligne Ein-Sof med havet: |
|
Beskrivelsen af Gud slutter ikke med symbolet Ein-Sof. Som sagt vokser og udvikler Gud sig også udfra sit eget ønske. Skaberen af vores univers er en Gud som vil være hvadsomhelst Han ønsker at være, siger kabbalisterne.
På Ein-Sof stadiet har Gud muligheden for at være absolut alt. I den nye tilstand af væren vil et udsnit af disse potentialer være renset ud, hvilket resulterer i en mere kompleks tilstand af væren. |
|
”Man is not only the end purpose of creation, nor is his dominion limited to this world alone, but on him depends the perfection of the higher worlds and of God himself.”
Lurian cabalah. |
|
Andre kabbalah links: |
